Faglige aktiviteter
I
løbet af projektperioden (2007-2009) er følgende
projektaktiviteter blevet gennemført.
Formidlingsplatform og hjemmeside
Denne hjemmeside er oprettet til formidling af alle dokumenter, der er
blevet udarbejdet i projektet. Det gælder
Bryggerimanual (GMP), Risikoanalyse (HACCP), Egenkontrolsystem,
Prøvetagning og analyser samt Miljø og Arbejdsmiljø. Det har været målet, at
alle dokumenter skal være offentlig tilgængelige.
Bryggerimanual (GMP)
En vigtig del af kvalitetsordningen er udarbejdelsen af en Bryggerimanual. I Bryggerimanualen er alle væsentlige processer, der kan forekomme i et mikrobryggeri, beskrevet. For alle de væsentlige processer er hygiejnisk design for udvalgt udstyr og GMP (Good Manufacturing Practices) beskrevet. Kriteriet for væsentlighed er processens indflydelse på det færdige øls kvalitet.
Bryggerimanualen er ikke en lærebog i bryggeriteknologi, men nærmere en reference, hvorefter der kan etableres en dialog under auditeringen, og hvorefter der kan rapporteres og henvises til efter auditeringen.
I en udvidet og generel beskrivelse af risici gennemgås de kvalitetsmæssige risici ved de pågældende processer.
Risikoanalyse (HACCP) og egenkontrolsystem
Der er udarbejdet en lettilgængelig vejledning i udførelsen af risikoanalyse og egenkontrolprogram for mikrobryggerier med beskrivelser af myndigheder, den gældende lovgivning, vejledning og eksempler på risici i mikrobryggerier samt eksempler på skemaer, som bryggeriet kan benytte i udarbejdelsen af risikoanalyse og egenkontrolprogram.
Prøvetagning og analyser
Som en del af kvalitetsordningen er der udarbejdet forslag til kvalitetskontrol på mikrobryggerier med forskellig kapacitet og kompleksitet – herunder forslag til prøvetagningsplan, anvisninger om egnet udstyr samt om laboratorier, der kan gennemføre udvalgte analyser. Samtidig er fastlagt hvilke prøver, der skal udtages, og hvordan disse skal analyseres.
Miljø og arbejdsmiljø
Der er udarbejdet en kort beskrivelse af de krav, som mikrobryggerierne skal opfylde i henhold til miljø- og arbejdsmiljølovgivningen.
Med hensyn til miljø er givet enkle anvisninger for, hvorledes myndighedskontakten håndteres, og hvor reglerne findes. Desuden er beskrevet mulige renere teknologier, ligesom der gives nøgletal for forbrug og forureningsniveau for de enkelte processer og produktioner.
Med hensyn til arbejdsmiljø gives henvisninger til de generelle myndighedskrav herunder indretning af arbejdsrum og velfærdsrum. Arbejdsmiljøet i mikrobryggerier er præget af, at arbejdet er særdeles alsidigt, og at den enkelte operatør selv skal kunne tage stilling til de forskellige risici. De enkelte typer risici (kulsyre, skoldning osv.) er, det er beskrevet hvor i processen de forekommer, og der er givet anvisninger til imødegåelse.
Auditering
Formålet med denne projektaktivit har været at opbygge standardiserede rutiner, som mikrobryggerierne kan besøges og rådgives efter. Resultatet er et afprøvet værktøj, der sikrer en sikker dialog mellem mikrobryggerierne og auditorerne.
Flere af de deltagende mikrobryggerier har ønsket at besøg/auditering kan udføres af dem selv, så de i mindre grupper kan auditere hinanden. Materialet er opbygget, så dette er muligt.